23948sdkhjf

Diskret erhvervsfamilie stopper tre år med milliontab

Den danske erhvervsmand Ivan Bjerg-Larsen og hans familie, der blandt andet ejer modefirmaet House of Accessories og fødevarevirksomheden Nupo, måtte tre år i træk se formuen skrumpe med et tocifret millionbeløb.

Nu er skuden vendt og familiekoncernen igen overskudsgivende. Det viser et nyt årsregnskab.

IBL Group, som omfatter familiens mange virksomheder, kom ud af seneste regnskabsår med et overskud på 75 mio. kr.

- Målsætningen blev opfyldt, nøjes ledelsen med at konstatere.

Tre år i træk var der ellers underskud i IBL Group. Hver gang blev resultatet stemplet som ”meget utilfredsstillende.” Det er det ikke længere.

To store virksomhedssalg

Første byggesten til familiens formue på næsten 400 mio. kr. blev lagt, da Ivan Bjer-Larsen i 1995 solgte pakkepostfirmaet A Post til tyske Trans-O-Flex. Det indbragte 75 mio. kr.

Senere ramte den driftige erhvervsmand den helt store jackpot, da han i 2016 solgte rørledningsvirksomheden Impreg til kapitalfonden BWB Partners.

Gevinst: 250 mio. kr.

Siden har Ivan Bjerg-Larsen investeret i en række virksomheder, der – udover House of Accessories og Nupo – tæller Svaneke Is samt en række ejendomme.

Ivan Bjerg-Larsens to sønner, Thomas og Jesper Bjerg-Larsen, er begge medejere af koncernen. Sidstnævnte er direktør i IBL Group, mens Ivan Bjerg-Larsen er formand.

I indeværende regnskabsår forventer IBL Group endnu et overskud, skriver ledelsen i regnskabet uden at sætte et præcist tal på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235